Hvor, hvornår og hvordan man plukker svampe

Hvor? I skoven, undertiden på en eng eller græsgang – ville en mykolog eller en erfaren svampeplukker sige. Nogle skove har flere, andre færre; kun plukkerens egen individuelle erfaring er den bedste rådgiver. Når du går ud for at plukke svampe, så søg ikke efter en alvidende rådgiver, og henvend dig ikke til en synsk eller en spåkone. Det hjælper ikke. Du finder næppe en godhjertet rådgiver. Kun erfaring, intuition og måske undertiden en profetisk drøm er de bedste rådgivere.

En afbalanceret mængde fugt og varme er garantien for svampenes vækst. Og når svampene vokser, vil selv en uerfaren plukker altid finde flere eller færre af dem. Det bedste tidspunkt på dagen til svampeplukning er tidligt om morgenen, når skoven stadig er fugtig og kølig, når glinsende vanddråber falder fra grene eller blade og blotlægger skinnende, slimede svampehatte. Forfrisket af morgenduggen er svampene saftigere, fastere og måske endda lettere at få øje på end i den solbeskinnede skovbund senere på dagen. Om morgenen vil selv den mindste lille jordhøj dækket af blade få dig til at standse, se dig omkring og ikke sjældent glæde dig med en flot Karl Johan, der gemmer sig et par skridt væk og rejser sig under bladene eller mosset. Har fugtigt og varmt, men ikke for hedt vejr sat ind i længere tid, og er nætterne ikke kolde, vokser svampene i både gamle og unge, tætte og åbne skove.

Er det ret tørt og koldt, selv om der er fugt nok, er det bedre at lede efter dem i skovens tykning og ikke bekymre sig for meget om et lille udbytte. Svampene kan ikke lide den slags vejr.

Er der svampe på markedet, er det et tegn på, at det er tid til at gå ud og plukke svampe, tilbringe tid i skoven og nyde dens gaver. Markedet er et ret godt barometer for svampesæsonen. I maj og endda i begyndelsen af juni bør man naturligvis ikke styrte ud i skoven, for myceliet er, bortset fra i sjældne år, endnu ikke blevet stærkt nok til at frembringe mange svampe. På dette tidspunkt frarådes svampeplukning (ligesom fiskeri i fiskenes gydetid eller jagt i fuglenes yngletid); det vegetative mycelium vokser intensivt og forbereder den kommende høst, og man bør endnu ikke trampe skovbunden ned eller træde på en svamps "hoved". Diset, fugtigt vejr er det bedst egnede for svampenes vækst og for at plukke dem.

Hvordan skal man klæde sig? Så let og behageligt som muligt. En svampeplukker i vandtæt tøj, med høje støvler og med et tørklæde om hovedet eller en hat på vil føle sig mere tilpas, når han kravler rundt og bøjer sig under grene, går mellem buskene og leder efter svampenes mystiske levesteder. Pluk kun svampe, du kender godt, og helst kun i kurve af træ eller plast. Spande af plast eller metal og plastposer bør ikke bruges, for svampe indeholder meget vand og er også fugtige udvendigt, så efter nogle timer i sådanne beholdere bliver de hurtigere varme, får maddiker, mister deres gode udseende, der opstår mange bakterier i dem, og deres næringsværdi falder.

Skal man trække en svamp op eller skære den af? Svampen skæres af helt nede ved jorden eller trækkes forsigtigt op, men brækkes ikke af. Brækkes hatten af, angriber bakterier og andre mikroorganismer hurtigt den beskadigede del af stokken og ødelægger ikke kun den, men også det vegetative mycelium ved dens basis. Alligevel er det bedre at skære svampen af, og denne metode er mere udbredt, fordi man med det samme kan se, om svampen er sund eller har maddiker. Den lille del af stokken, der efterlades i skovbunden, udgør ingen fare for det vegetative mycelium. Desuden kommer der renere svampe i kurven.

Det anbefales, at svampeplukkeren på en solrig dag går med solen i ryggen, da svampene så er lettere at se i den solbeskinnede skovbund, og at man rører så lidt som muligt ved træernes og buskenes grene og ikke vader gennem våde, græsklædte steder, hvor der ikke altid vokser svampe, for der lurer edderkopper, fluer, insekter og især flåter oftere, samt visse andre myg, der venter på bytte, eller simpelthen skjulte insekter.

Flåter, som skræmmer os mest og desuden er ret farlige, holder mest af unge, græsklædte aspelunde, lysninger og krat af hindbær og brændenælder; de findes endda på græsgange. De sætter sig som regel på blade og stængler af græsser eller på buske (i en højde af 25 cm – 1 m), der vokser langs små veje og stier, hvor det er lettere for et lille dyr at løbe igennem eller for en svampe- eller bærplukker at komme forbi.

Det frarådes at plukke svampe i skove nærmere end 300–500 m fra større motorveje og veje, hvor forbipasserende biler udleder meget bly, krom, nikkel, kobolt og andre forurenende stoffer, hvoraf en betydelig del optages af svampene. I skove, der er sprøjtet med arboricider, er svampeplukning, ligesom indsamling af bær eller lægeurter, først tilladt efter 10 måneder. Hvor skove er sprøjtet med arboricider, skal der altid være opsat et advarselsskilt. I skoven skal svampeplukkeren ikke kun være forsigtig, men også opmærksom og må ikke miste orienteringen under skovens og svampenes fortryllelse. Derfor er det meget nyttigt for en svampeplukker at vide et par ting:

• pluk kun svampe til mad, som du kender godt, og som ikke har maddiker eller er gamle; sæt ikke dit eget eller din families, gode venners eller naboers helbred på spil; • det er farligt at plukke og spise svampe, der er frosset af flere frostnætter i træk, hvor nedbrydningen af protein er begyndt, og hvor der er dannet aminer og amider – giftige stoffer; • du må ikke påtvinge en anden svampeplukker en tvivlsom mening om den ene eller den anden svamp; • svampeplukning er ikke tilladt i strenge naturreservater eller i de strengt beskyttede områder i nationalparker og andre beskyttede områder; • pluk ikke svampe, der er fredede – opført i Litauens rødliste (Red Data Book); • træk ikke en Karl Johan op, hvis hat er under 1,5 cm i diameter, eller en kantarel under 1 cm;• du må ikke ødelægge skovbunden, som er hjem ikke kun for svampe, men også for andre små skovdyr;• det frarådes at plukke svampe langs vejkanter, motorvejsrabatter eller nær jernbaner, fordi de svampe, der vokser der, har ophobet langt flere forurenende stoffer end dem, der vokser i en skov 200–500 m væk eller længere borte; • det er fastslået, at svampe ophober 4–5 gange eller mere radioaktivt cæsium end planter. Kilden til bly, cadmium, nikkel, krom og cæsium er skovbunden, mens arsen, mangan og jern ophobes dybere i substratet, men alle er de tilgængelige for svampene; • mere modtagelige for forurenende stoffer er rynket slørhat, brunstokket rørhat, violet hekseringshat (Lepista), almindelig honningsvamp og birke-ridderhat. I forvællede svampe halveres de forurenende stoffer, hvis vandet hældes fra; • når du har trukket en svamp op, skal du rense den jordede del af stokken grundigt, så den ikke snavser de andre svampe, du har samlet, til; desuden kan humusrig jord indeholde de bakterier, der forårsager botulisme (Clostridium botulinum); • tro ikke på det råd, at svampe, der vokser på stubbe, træknolde eller stormfældede træer, angiveligt er giftige – det er ikke sandt: honningsvampene (almindelig honningsvamp, foranderlig skælhat, gul fløjlsfod), østershat og visse skælhatte er velsmagende svampe; • tro ikke på påstanden om, at alle unge svampe er spiselige, for grøn fluesvamp, teglrød (Patouillards) trævlhat, giftig rødblad og andre giftige svampe er mange gange giftigere, når de er unge, end når de er gamle; • undertiden giver pressen, radioen eller fjernsynet, i jagten på popularitet, tvivlsomme eller endda helt falske indtryk af den ene eller den anden svampeplukker; for eksempel meddeler radioen, at der er fundet spiselige trøfler et sted i Šakiai-distriktet (eller måske var det nogle hjortetrøfler, falske trøfler eller endda giftige bruskbolde), eller at der blev fundet 3000 Karl Johan på et areal på én ar (måske var det nogle slimrørhatte). Forholdene i Litauen synes for barske til, at trøflen kan vokse, og at finde så mange Karl Johan på et lille areal er utroligt. Sådanne oplysninger bør ikke gives til offentligheden uden at rådføre sig med mykologer; • når du gør dig klar til at plukke svampe, især i ukendte skove, så glem ikke et kompas, som vil være til stor hjælp, hvis du farer vild. Når du ankommer til skoven, så husk altid navnet på den nærmeste bebyggelse eller skov; • en afdelingspæl i skoven, især en, der står i skæringspunktet mellem afdelinger, er det bedste tegn, som en, der er faret vild, kan orientere sig efter: det mindste tal står på nordsiden. Står du med ansigtet mod dette tal, ved du, at til højre for dig er vest, til venstre for dig er øst, og bag dig er nord; • mens du plukker svampe, anbefales det at tjekke de blottede dele af kroppen hver 2. time, og når du er kommet hjem fra skoven – hele kroppen; skift desuden hurtigt til andet tøj i et rum, der ikke bruges til beboelse, og ryst det tøj, du har taget af, og tør det i gangen eller entréen, hængt væk fra andet tøj eller fodtøj, der er i brug; • har en flåt bidt sig fast, så smør den hverken ind i petroleum eller fedt – det gør det kun sværere at trække den ud. Når den er fjernet, duppes bidstedet med sprit, eau de cologne eller jod; har du mistanke om, at flåten kan være smittet, så læg den i en lille flaske og søg læge.