Giftige svampe

Svampenes verden rummer også meget giftige og lumske arter, som er gået over i menneskehedens historie som gidsler for mystiske "snigmordere", og som har bidraget til at ødelægge mange menneskers liv eller endda til deres død.

I Europa vokser der mere end 1000 arter af giftige svampe; i vores skove, parker og haver kendes hidtil over 100, hvoraf 20–30 er meget farlige for menneskeliv.

Det er dog kun omtrentlige tal, for der er ingen skarp grænse mellem uspiselige og giftige, og desuden er det kun få giftige svampes skadelige egenskaber, der er undersøgt. Der er ingen grund til at frygte giftige svampe – man skal blot kende dem. De er ikke en slange eller en skorpion, en gedehams eller endda den gode lille bi, som forsvarer sig med et giftigt stik, når man uforsigtigt træder på dem, klemmer dem eller på anden måde provokerer dem.

Meget giftige er grøn fluesvamp og snehvid fluesvamp, giftig rødblad (Entoloma), randbæltet hjelmhat, teglrød (Patouillards) trævlhat, de stærkt giftige tragthatte og nogle andre. Selv 2–3 sådanne svampe, der havner i gryden, er uden nogen undtagelse lige dødelige for unge, voksne og gamle. Et enkelt frugtlegeme af teglrød trævlhat, der vejer 30–100 g, er livsfarligt for et menneske, der vejer 70 kg.

Disse svampe er nu godt undersøgt, og man ved, hvilke af de stoffer, de indeholder, der er giftige; for eksempel er der i den farligste svamp – grøn fluesvamp – påvist helt op til 16 giftige stoffer, hvoraf 7 er særlig farlige: amanitiner, amanin, phalloidin, phallacidin osv. Det er nok at spise et frugtlegeme på 50 g, som alene indeholder 5–7 mg amatoksiner, der ikke opløses i kogende vand – og dette er allerede en dødelig dosis for et menneske (i et frugtlegeme på 100 g er mængden af amatoksiner fordoblet). Litteraturen angiver, at af 562 forgiftningstilfælde var 282 dødelige. De øvrige nævnte svampe har lignende egenskaber.

En svamps giftighed afhænger af, hvor den vokser, og af dens alder og størrelse: jo yngre den er, desto mere frygtelig. Det mest frygtelige er, at man ved forgiftning med disse svampe først føler sig syg, når det allerede er for sent – efter flere eller endda et dusin eller flere timer, og undertiden først efter 2 døgn eller senere, når giften allerede er optaget i blodet og har skadet leverens og hjernens funktion.

I sådanne tilfælde er det næsten umuligt at redde sig. Giften har allerede gjort sit mørke værk. Men hvor frastødende fluesvampene og andre paddehatteagtige giftige svampe end måtte se ud, og selv om mange mennesker kender dem godt, sniger disse bedragere sig alligevel ned i kurven og volder gennem deres list den uopmærksomme svampeplukker en masse ulykker. Hvert år forekommer der stadig flere forgiftningstilfælde i Litauen, og da er selv lægerne undertiden magtesløse til at redde et liv.

På den enkleste og mest forståelige måde kan giftige svampe efter forgiftningssymptomerne inddeles i tre grupper:

a) svampe, der blot irriterer fordøjelseskanalen (visse bitre mælkehatte, skørhatte). Efter at man har spist dem, stiger temperaturen inden for 1–2 timer, og den syge kaster op og får diarré, men kommer sig efter et par dage;

b) svampe, hvis gifte virker på nervesystemet (rød fluesvamp, kliddet fluesvamp, rødmende fluesvamp). Efter at man har spist dem, begynder kvalme, opkastning og diarré inden for 2–3 timer, pupillerne udvides, og der opstår hallucinationer; gives der hurtigt lægehjælp, kommer sådanne patienter sig uden større besvær;

c) svampe, hvis gifte (amatoksiner, phallotoksiner, især phalloidin, amanitin) ødelægger blod-, lever- eller hjerneceller (grøn fluesvamp, snehvid fluesvamp, giftig rødblad, teglrød trævlhat, randbæltet hjelmhat). 8–24 eller endda 48 timer eller mere efter måltidet forstyrres leverfunktionen (leveren bliver hård), og der opstår smerter, kramper, opkastning og diarré, efterfulgt af bevidsthedstab; symptomerne aftager noget og forværres så igen, smerteanfaldene vender tilbage, og temperaturen stiger.

Man bør huske, at opblødte, maddikebefængte svampe eller svampe, der har fået flere frostnætter, især dem, der vokser sent på efteråret og senere (i december), også kan forårsage alvorlig forgiftning – præcis som fordærvet kød, fisk eller smør. Blandt bladsvampene er det fluesvampene, rødbladene, trævlhattene, tragthattene og netbladhattene, man skal frygte mest.

Blandt rørhattene og skørhatfamilien, hvoraf der vokser omkring 130 arter i Litauen, er der ingen særlig farlige. Af de svampe, der vokser om foråret, er den farligste stenmorklen. Den har vist sig at indeholde giftstoffet gyromitrin, som ikke nedbrydes fuldstændigt ved kogning, så man kan undertiden blive forgiftet selv af stenmorkler, der er kogt to gange. Når svampene tørres (på et skyggefuldt sted, men kun i et rum, der ikke bruges til beboelse), fordamper gyromitrinet i løbet af 2–3 måneder, og giftigheden mindskes kraftigt.

Ved svampeforgiftning skal den syge straks lægges i seng, fordi hjertefunktionen i alle tilfælde er svækket; læg en varmedunk ved fødderne og på maven, giv te eller kaffe for at styrke hjertet, og undgå kategorisk alkoholiske drikke. Fremkald kunstigt opkastning og diarré, og søg læge så hurtigt som muligt.