Svampenes ernæringsgrupper

Efter ernæringsmåde inddeles svampene i saprotrofe, parasitiske (biotrofe) og mykorrhizadannende (mykosymbiotrofe).

Nedfaldne blade, nåle, grene, træknolde og stormfældede træer i skove, parker og endda haver og marker, eller værdifuldt tømmer fra træer, der har vokset i årtier, undertiden endda århundreder, og som er efterladt for længe uden opsyn, dødt urtedække, ekskrementer og små dyreorganismer – alt dette er føde for saprotrofer.

Saprotroferne spiller som aktive renovationsarbejdere i miljøet en enorm rolle i naturen. Det er blevet beregnet, at der hvert år syntetiseres fra 50 til 100 milliarder tons organisk stof i forskellige økosystemer (skove, marker, vande osv.), det meste af planteoprindelse. I nedbrydningen heraf, især af lignin og cellulose, spiller svampene hovedrollen. I biogeocønosen er svampene nedbrydere og forbrugere af organiske og uorganiske forbindelser, og de er føde for planter, bakterier, hvirvelløse dyr og små hvirveldyr. Saprotroferne er den mest udbredte gruppe af svampe i naturen. De var de første svampe på jorden. Mange af dem er spiselige.

Parasitiske svampe lever af levende organismers safter (planter, dyr). De lever i planters, dyrs og endda menneskers kroppe. Hertil hører rustsvampe, skurvsvampe, brandsvampe, meldugsvampe, skimmel (falsk meldug) osv. Disse svampe forvolder særlig store skader og tab i landbruget. Ikke sjældent dækker parasitter den frugtbare del af frugtlegemet hos Karl Johan, skørhatte og andre svampe – hymenoforen – med et gulligt, grønligt, hvidt eller gråligt lag (skimmel). Når de dræber deres offer, tager de ikke kun dets liv, men også dets mulighed for at sprede sporer og efterlade afkom.

Det er kannibalsvampe, der ødelægger deres egne slægtninge. Eller måske er det naturens plan – svampenes selvregulering. Spiselige svampe, der angribes af en parasit, mister deres næringsværdi, bliver uegnede til spisning og bliver undertiden giftige. Selv den adrætte stueflue kan ikke undslippe disse svampes snarer, som omslutter dens krop som med dun og limer den fast til vinduesruden. Det sker oftest om efteråret. En lignende skæbne overgår mange insektarter, der lever i skoven, på engen eller på gården.

For slet ikke at tale om at fange en flue eller et andet insekt – selv mægtige træer, selv hundredårige ege, kan ikke modstå et angreb fra en parasitisk svamp. En skramme på rodhalsen, stammen eller en gren eller en anden skade er for honningsvampen en åben port til egens hjerte. Hvem skulle tro, at honningsvampens rhizomorfer – strenge, der kan springe fra ét træ til et andet – skjult under skovbunden trænger ind mellem bark og ved og langsomt, men ubønhørligt fælder træet mere frygteligt end en skovhugger. Ikke én eller to, men klynger, flokke, hundredvis af frugtlegemer prydet med gullige hatte vækker hverken mistro eller mistanke; tværtimod vækker de med deres spiselige egenskaber sympati, og derfor kaldes svampen endda kærligt "kelmutis" ("den lille stubbe-svamp"), nærmest "gerutis" ("den lille gode").

Som årene går, vil egen, selv om den yder hård modstand, en dag blive besejret og med hjælp fra et vindstød styrte til jorden. På den vil stadig flere svampe slå sig ned og afløse hinanden, og "velgøreren" honningsvampen, der bliver saprotrof, vil heller ikke forlade den, men yderligere mangfoldiggøre sine flokke, indtil de til sidst, efter at have suget alt nyttigt ud, giver smulerne videre til græsset, som vokser frodigt og synes at skynde sig at skjule alle spor af tragedien.

Mykorrhizasvampe er, i modsætning til saprotrofer eller parasitter, helt anderledes: de lever i venskabelig sameksistens med planter, især træer og buske, danner mykorrhiza (en symbiose mellem svamp og plante) og skader ikke blot ikke hinanden, men hjælper endda hinanden og er til gensidig gavn.

Ved hjælp af metoden med radioaktive isotoper er det fastslået, at svampene får kulhydrater fra træerne – organiske næringsstoffer, som de har stort behov for – og til gengæld så at sige hjælper træet med lettere at forsyne sig med vand og mineralske stoffer (N, P, Ca, K, Na). Som i alle tilfælde af udveksling er der naturligvis iagttaget tegn på parasitisme ikke kun fra svampens side, men også fra træets. Dette overskygger dog ikke essensen af dette gensidigt gavnlige fænomen.

I dag er der registreret mere end 2000 plantearter, som søger tæt samkvem med svampe, og en betydelig del opretholder endda meget nære og gavnlige forbindelser. Nogle kilder angiver, at helt op til 80 procent af planterne har tendens til at danne mykorrhiza.

Mykorrhiza kan være af flere typer: endomykorrhiza (indre), når myceliet slår sig ned i de fine rødder eller rodhår mellem cellerne uden at ændre hverken de indre eller de ydre morfologiske træk ved roden eller rodhåret; og ektomykorrhiza (ydre), når myceliet omslutter dem udefra (som om roden eller rodhåret bar en flosset handske eller en filtet sok), men uden at trænge ind i dem, og derved øger den absorberende overflade af rodhårene og de fine rødder hos næsten alle de nåle- og løvtræer og visse buske, der vokser i Litauen, mere end flere eller endda 10 gange. På grund af den hyfekappe, der dannes, ændrer de fine rødders og rodhårs morfologiske træk sig naturligvis noget. Afhængigt af svampearten har den hyfekappe, der dannes omkring roden eller rodhåret, sin egen karakteristiske struktur, overflademønster (tekstur) og farve. Man mener, at 5–6 tusind svampearter danner ektomykorrhiza, og den har særlig stor betydning for træerne og for alle naturlige skovøkosystemer i den tempererede zone.

Mikromyceterne er urteagtige planters allierede (for det meste gennem endomykorrhiza), mens makromyceterne er vedplanternes allierede. Dette er et meget interessant fænomen i svampenes og planternes liv. Engelske forskere bemærkede, at når man fjernede bladene fra en birk, holdt svampene op med at vokse under den, men da birken atter sprang ud, genoptoges træets kulhydratproduktion, og svampene begyndte at vokse igen.

Endnu senere fastslog de, at svampene ikke kun har brug for kulhydrater, som de får gennem rødderne, men også for andre vækstfremmende stoffer. Det er også iagttaget, at træernes rødder, mens de optager næringsstoffer, udskiller deres egne fytopatogene "agenter" i rhizosfæren, som er skadelige for jordens mikroorganismer og undertiden endda for et andet træ, der vokser i nærheden. Eller måske er det sådan, mykorrhizasvampene tjener deres vært – ved at ødelægge uønskede organismer. Det er fastslået, at mykorrhizasvampene ikke forlader deres velgører-vært fra det tidlige forår til det sene efterår, endda i mange år i træk. Afhængigt af træets alder og jordens sammensætning skifter svampearterne også gradvist. Hvem af dem – træet eller svampen – der er den anden mest tro og mest nyttig, ved foreløbig kun de selv.

En opmærksom svampeplukker ved, at nogle svampe kun vokser under bestemte træer, andre kun under andre træer, eller at de samme svampe vokser i både nåle- og løvskove. Det er også iagttaget, at der ved stokkens basis hos en mykorrhizasvamp (for eksempel en Karl Johan) er færre løse myceliehyfer end hos en saprotrof – en eller anden tragthat, som undertiden slet ikke er let at trække op.

Mykorrhizasvampe er meget trofaste over for deres værtsplante. Når den dør, trækker svampen sig også tilbage og giver oftest plads for saprotrofer. Der findes flere former for mykorrhiza. Dette fænomen er i den senere tid blevet intensivt undersøgt; at belyse det så fuldstændigt som muligt er meget vigtigt både teoretisk og praktisk, især for skovbrugere, der tilplanter nye skovarealer. Det er glædeligt, at ektomykorrhiza også undersøges i Litauen – ved Botanisk Institut.

Det er blevet bemærket, at mange svampes ernæringsmåde ikke er strengt fastlagt. For eksempel lever broget ridderhat, når den vokser i en løvskov, som saprotrof og i en nåleskov som mykorrhizasvamp. Østershat og gul fløjlsfod dækker i klynger stubbe, grene og rådnende stammer, men får de chancen, angriber de, ligesom almindelig honningsvamp, gerne levende træer, for eksempel det bløde, saftige ved hos lind og el. Eller den "lille gode" almindelige honningsvamp gør i skove, hvor der er et bredere udvalg, oftere brug af sine saprotrofe egenskaber, mens den i parker og især i haver tværtimod oftere afslører sin sande parasitiske levevis. Man mener, at saprotrofe, biotrofe og mykorrhizadannende svampe har arvet denne levevis fra deres forfædre.