Svampenes opbygning og egenskaber

Svampens thallus – myceliet – vokser frem fra en spore og består af meget fine tråde, usynlige for det blotte øje, som regel forgrenede, sammenflettede og filtrede, runde, pigmenterede eller blege, uden tværvægge (septer) hos de lavere svampe og med septer hos de højere svampe; trådene kaldes hyfer.

Hvert afsnit indeholder fra én til et dusin eller flere kerner samt cytoplasma med ribosomer, mitokondrier og andre organeller. Oftest består det mycelium, der vokser frem fra en spore, af to funktionelt forskellige dele: substratdelen (den vegetative), som forsyner svampen med vand og næringsstoffer, og overfladedelen (den generative) – frugtlegemet, hvis biologiske formål er at modne og sprede sporer.

Hos visse svampe (for eksempel nogle støvbolde, trøfler og endofytter) foregår begge stadier af myceliets udvikling udelukkende inde i substratet (jord, ved).

Biologisk og fysiologisk set er begge faser af myceliets udvikling uadskillelige dele, som er meget vigtige i svampens liv. Det vegetative mycelium er som regel flerårigt, mens det generative er etårigt; kun hos nogle, for eksempel mange poresvampe, er det flerårigt.

Under naturens evolutionære processer opstod myceliet ikke på én gang; det blev dannet meget gradvist. De første svampes mycelium var meget primitivt – blot en nøgen protoplast (protoplasma og kerne) uden så meget som en membran. Selv i dag, efter mange millioner år, findes parasitiske svampe med en sådan opbygning stadig i dyrs eller planters kroppe.

Nogle svampe, for eksempel gærsvampe, danner ikke et vegetativt mycelium; det er langt mere bekvemt for dem at leve og formere sig som enkelte, knopskydende afsnit (celler). De oprindelige encellede svampeorganismer var dog spinkle, sarte små skabninger. Med tiden ændrede og forbedredes deres fysiologiske og biologiske behov, deres morfologiske træk ændrede sig, og svampene ændrede sig også og tilpassede sig stadig bedre til miljøforholdene. Når man for eksempel ser på en Karl Johan eller en anden hatsvamp eller poresvamp, er det svært overhovedet at forestille sig, hvilken lang evolutionær vej den har måttet tilbagelægge.

Det vegetative mycelium er et følsomt, men livskraftigt netværk af meget fine hyfer (1–20 µm og tykkere). Det anslås, at længden af hyfer i 1 cm3 jord når fra 40 til 120 m. At myceliet hos nogle svampearter er etårigt og hos andre flerårigt, ved selv den mere opmærksomme svampeplukker, som år efter år skynder sig til sine yndlingssteder for at samle Karl Johan. Myceliet vokser i spidserne og breder sig radialt i alle retninger; væksthastigheden varierer fra art til art, hos hatsvampe er den for eksempel 10–20 cm, sjældent 30–50 cm om året.

I skoven ser man kun svampens frugtlegeme, dvs. dens forplantningsorgan (det generative mycelium), mens dens anden del – det vegetative mycelium – har slået sig ned i substratet (førne, jord, ved). Nogle svampe er i øvrigt homothalliske, idet et mycelium vokser frem fra en enkelt spore og senere også danner frugtlegemer, for eksempel gødningssvampe.

De fleste svampe er dog heterothalliske, dvs. svampe, der kun danner frugtlegemer i det sekundære (dikaryotiske) myceliestadium, når myceliet vokser frem fra to sporer med forskelligt potentiale (han og hun), for eksempel Karl Johan, kantareller osv. Det sekundære mycelium er flerårigt, mens et mycelium, der hos heterothalliske svampe er vokset frem fra en enkelt spore, er kortlivet og ikke danner eller frembringer anlæg til frugtlegemer.

Frugtlegemets natur og biologiske formål er at danne, modne og sprede sporer. Det er altså naturens plejebarn, opfostret og fuldkommengjort af naturen, og som tak for dette må det modne og sprede så mange sporer som muligt, da dette er overordentlig vigtigt i enhver svampearts liv. De enkelte arters frugtlegemer varierer meget i form, størrelse og farve, afhængigt af miljøforholdene og levevisen. Allerede som anlæg har frugtlegemet to opgaver – at modne sporer og at sprede dem.

Et frugtlegemes levetid er, bortset fra visse poresvampe, meget kort (fra nogle få timer til et dusin eller flere dage), og folk er overbevist om, at svampe vokser meget hurtigt. Det er delvis sandt. Men det, de kalder en svamp, er kun svampens overjordiske del – frugtlegemet, som under gode forhold ganske rigtigt vokser hurtigt.

Men hvordan lever det vegetative mycelium, som er usynligt for os? Hvordan det har overvintret, og hvornår det kommer i gang med at vokse, kan man kun gætte på.

Man mener, at det vågner tidligt om foråret og begynder at vokse sammen med hele den levende natur, når jordtemperaturen stiger til 5–8 °C, mens dets intensive liv begynder ved ikke under 15–18 °C. Først efter nogle måneder begynder anlæggene til frugtlegemer at dannes; da de er af forskellig alder og ligger i forskellig dybde, begynder de at danne frugtlegemer, som kommer frem på overfladen på forskellige tidspunkter. Først fra dette øjeblik vokser en Karl Johan, en orange skælrørhat eller en anden hatsvamp, når der er tilstrækkelig varme og fugt, virkelig meget hurtigt, og hatten tiltager med 1,5 til 5 cm om dagen. For at det vegetative mycelium kan komme sig, blive stærkere og få nye potentielle livskræfter, kræves den rette mængde varme, fugt og lys; en betydelig rolle spiller også CO2 og udvekslingen af andre gasser, ja endda vindforholdene og hele mikroklimaet.

En Karl Johan, en skælrørhat, en kantarel, en skørhat eller en hvilken som helst anden svamp vokser altså, ligesom en agurk, et kålhoved eller en kartoffel, ikke på nogle få dage, men over flere måneder. Lad os vide det, når vi plukker svampe, og være mere forsigtige: lad os ikke rive skovbunden op, rode i mosset eller ødelægge svampenes levesteder, mens vi leder efter bittesmå Karl Johan eller kantareller.

Svampenes verden er meget mangfoldig; mange af dem adskiller sig ikke kun i deres opbygning, men også i deres livs særegenheder.