Svampenes venner og fjender

Svampe er ude af stand til at slippe af med en flue, der har sat sig på dem, en myg, et spindeldyr, der er kravlet op på dem, et tusindben, en mosskorpion eller en snegl, der har klæbet sig fast til dem, for slet ikke at tale om springhaler og andre bittesmå biller, og derfor har de alle siden selve begyndelsen af deres eksistens været tvunget til at leve sammen.

Det vidner den fjerne fortid om – fossiler fra jura- og kridttiden, hvor palæomykologer kan skelne aftryk af tovinger og andre insekter, der lever af svampe, især makromyceter. I dag er dette fænomen ikke kun indlysende, men også godt forklaret. Protozoer, insekter, andre små dyr og endda nogle af svampenes egne slægtninge (svampe), der lever af svampe eller har fundet ly i dem – nogle tilbringer endda hele deres liv dér – kaldes mycetobionter.

Svampenes levevis, især hvor hurtigt frugtlegemet dannes og vokser, og hvor længe det lever, afhænger stærkt af miljøforholdene (mængden af varme og fugt), og derfor har nogle mycetobionter også måttet ændre deres levevis og tilpasse sig ved at forkorte deres livscyklus. Først og fremmest dem, der er direkte knyttet til svampefrugtlegemets biologiske alder. Mycetobionterne gengælder i øvrigt svampene, nogle mere, andre mindre, ved at sprede deres sporer. For eksempel har alene 200 arter af tovinger tætte forbindelser med hatsvampe – nogle lever af dem, andre gemmer sig for fjender i dem, og atter andre tilbringer et eller andet udviklingsstadium, eller endda hele deres liv, i frugtlegemet.

Mycetobionternes biologiske og fysiologiske træk og deres levevis er undersøgt rimelig godt. Nogle insekter kan have flere generationer i løbet af svampenes vækstsæson, andre 2–3, og atter andre kun én.

Nogle vælger kun hattene og lægger kun deres æg i dem, hvorfra der udvikles grådige larver; andre vælger kun stokkene; andre både hatte og stokke; og der er også dem, der kun vælger det vegetative mycelium ved stokkens basis (i substratet).

Tænk engang: Karl Johan angribes af 60 insektarter, slimrørhatten af 32, alle rørhattene af over 100, og bladsvampene af hele 133 arter af tovinger alene. Skørhattene alene angribes af mere end 30 arter. Champignoner har langt færre "krænkere" eller "samboere" end skørhatte. Morkler og stenmorkler har også en hel del "krænkere" eller "lejere" – mere end 50 arter. Støvbolde, bovister og andre bugsvampe er derimod upopulære blandt insekterne; kun en enkelt art besøger dem af og til og fester på deres bløde, rige trama uden at blive længe. Kantarellen er også upopulær: kun 3–4 arter af "krænkere" smager på dens trama, og selv da borer de, som om de var "bange", for det meste kun ind i stokken.

Det er fastslået, at nogle mycetobionter nøjes med nogle svampe, andre med andre svampe, mens atter andre – de mindst kræsne – ikke skelner mellem svampearter. For eksempel er Mycetophila jungorum aggressivt indstillet og angriber helt op til 100 arter af agaricoide svampe.

Der er også dem, der kun har valgt 1–2 svampearter. Lavere mycetobiontaktivitet er iagttaget i begyndelsen og slutningen af svampenes vækstsæson. Der synes at være et omvendt forhold mellem svampehøsten og mycetobionternes aktivitet og intensitet. Jo større svampehøsten er, desto mindre angribes svampene (får maddiker), selv om dette ikke bekræftes hvert år.

Man antager, at svampene afgiver visse tiltrækkende stoffer, som hjælper mycetobionthunnerne med at finde vej i skovens dyb og endda lokker dem til at finde en egnet svamp at lægge deres æg i, mens de samtidig bærer svampens sporer bort og udvider dens udbredelsesområde. Det er et interessant fænomen, det undersøges, og det har gode fremtidsudsigter med hensyn til at beskytte Karl Johan og andre værdifulde svampe mod en overdreven horde af "krænkere", som undertiden ødelægger helt op til omkring 60–70 procent af høsten, ikke kun af Karl Johan, men også af andre svampe. Dette er dog et ansvarsfuldt og ret komplekst arbejde, som forudsætter, at man først har klarlagt de skadelige insekters biologi, deres tilknytning til biotoper, sæsonaktivitet, deres forhold til andre mycetobionter og deres betydning i skovens liv og i biogeocønosen. Undertiden kan man ved at bryde ét livsvigtigt led i en biocønose fremkalde endnu mere uønskede fænomener.

Blandt mycetobionterne er der også slyngler fra svampenes egen slægt – for det meste sæksvampe af slægten Hypomyces. Når varmt og fugtigt vejr varer ved, opstår der gunstige betingelser for, at disse svampe kan udføre deres onde planer. Man støder ofte på en skævt hældende skælrørhat, deforme grønne, rødstokkede eller brunhattede filtrørhatte, grå netbladhat, visse skørhatte, ikke sjældent en Karl Johan, en slimrørhat eller endda en kantarel og andre svampe.

Den yndede underside af hatten (lameller, rør) bliver dækket af en hinde af hvid, gul eller lyserød parasitisk skimmel, og ikke sjældent ser den angrebne svamp ud, som om den var blevet hornagtig. Angrebne svampe er uegnede til mad og er undertiden endda giftige. Den mest udbredte sæksvamp er Apiocrea chrysosperma (Tul.) Syd., i sit konidiestadium Sepedonium chrysospermum (Bull.) Fr. Selv om denne snigende fjende gør størst skade på svampene, ser den mildere ud end snylte-rørhatten (Xerocmusparasiticus (Bull.: Fr.) Quel.), som snylter på almindelig bruskbold (Scleroderma au-rantium Pers). Hvem skulle tro, at en svamp af rørhatoprindelse, og endda en spiselig én, ødelægger en giftig bugsvamp ved at slå sig ned på dens rodbasis. Den er meget sjælden, kun fundet én gang (Anykščiai-distriktet). Eller den støvede snyltehat (Asterophora lycoperdoides (Bull.) Ditm.), men denne har som saprotrof for det meste kun knyttet sit liv til døde skørhatte, især sværtende skørhat og falmende skørhat. Jeg iagttog engang, hvordan snyltehatten havde "besat" mere end 60 frugtlegemer af falmende skørhat i en hel afdeling af blåbærfyrreskov i Daunoriai skovdistrikt i Aukštaitija Nationalpark. Der findes også flere kannibalsvampe, der holder af deres levende og døde slægtninge.

Rådyr, elge, vildsvin, egern, mosegrise, skovskader, drosler og visse andre skovbeboere fester i øvrigt undertiden på svampe af nysgerrighed, undertiden for at stille sulten og undertiden, når de er utilpasse. Egernene spiser flest svampe.

Forskningen i mycetobionter er først udført for ganske nylig; den begyndte først i 1970'erne (i Tyskland, Finland, Ungarn, England og Rusland). Det er glædeligt, at den i de senere år også er blevet udført i Litauen (Økologisk Institut).