Svampenes klassifikation

Det kompleks af miljøforhold, der bestemmer en given svampearts levevis, udbredelsesområde og bestandens størrelse, kaldes artens biotop. De enkelte arters biotoper er forskellige i størrelse. Jo mindre biotopen er, desto mindre er artens chance for at sprede sig, og det afgør, om arten eller endda et enkelt individ af den overlever. Derfor stræber hver art, som om naturen havde lært den det, med alle de midler, den har til rådighed, efter at bevare sine medfødte egenskaber og forbedre dem og søger på en eller anden måde at udvide grænserne for sin biotop, men aldrig at indsnævre dem.

Svampenes udbredelse og tilpasning til en given biotop bestemmes af følgende ret vigtige faktorer: svampethallussens hyfestruktur, dens vækstform, thallussens kontakt med substratet, cellernes aktive stofskifte, hurtig erobring af substratet, stor tilpasningsevne og evnen til at danne giftige stoffer for at bevare eller udvide sit levested.

For bedre at forstå forholdet mellem de enkelte svampearter, svampene selv, deres levevis, deres påvirkning af miljøet og mulighederne for at udnytte dem må man først undersøge svampearterne, fastslå hvor mange der er, og først derefter klassificere dem, dvs. opbygge et system for svamperiget.

Til at betegne svampenes navne bruger både videnskabelig og populær litteratur, ligesom for planter, dyr og andre levende organismer, den binære (dobbelte) nomenklatur, som C. Linné indførte i 1733. Hver svamp (plante og dyr) navngives på latin med to ord. For eksempel er det første ord i Boletus aereus – bronze-rørhat – slægtsnavnet, som altid skrives med stort begyndelsesbogstav, og det andet er artsnavnet, som skrives med lille begyndelsesbogstav.

Svampenes naturlige system (ligesom hele den levende verdens) findes kun i naturen, mens forskerne på grundlag af de foreliggende data og velfunderet viden blot forsøger at skabe en så fuldkommen og overbevisende kunstig klassifikation som muligt. I dag er der offentliggjort mere end ét system for svampenes klassifikation; mykologerne forstår dem forskelligt og fortolker dem på forskellige måder. Der findes endnu ikke ét system for svampene, som alle mykologer kan acceptere.

Ifølge den seneste klassifikation, offentliggjort i 1995, blev svampenes verden inddelt i 11 rækker. Men knap fem år senere, efterhånden som nye videnskabelige fakta hobede sig op, blev dette system præciseret og rettet. Den klassifikation af svampe, som Moreau, 1978 gav, er stadig populær i den mykologiske litteratur. Mitosporiske svampe mangler et kønnet stadium eller har mistet det (for det meste sæksvampe eller visse basidiesvampe) og udgør derfor ikke en selvstændig række. I ældre litteratur blev de placeret i en særskilt række (Deuteromycota). For nylig er slimsvampene (Myxomycota) blevet overført til riget Protista og oomyceterne (Oomycota) til riget Stramenopila.

Som grundlæggeren af svamperigets systematik regnes den svenske botaniker Elias Fries (E. Fries, 1794–1878). I 1821–1822 fremlagde han i sit værk "Systema mycologicum" et system for svampene, hvis grundlag ikke er forældet endnu i dag.