Svamperiget

Den levende verden er grænseløst stor, fascinerende og kompleks, og den er stadig i dag fuld af mysterier. For lettere at kunne finde vej i dens vidder har forskerne inddelt denne verden i et dusin eller flere riger. En forholdsvis forståelig, acceptabel og stadig relevant klassifikation af den levende verden er den engelske forsker Whittakers (Whittaker, 1969), hvor der efter ernæringsmåde skelnes mellem tre riger: planter (300 tusind arter), svampe (ca. 1,3 millioner) og dyr (ca. 1,5–1,7 millioner).

Svampenes verden er en af de største og mindst kendte. I dag er der beskrevet omkring 100–300 tusind arter, og man mener, at kun hver femte art er beskrevet. Det betyder, at der findes langt flere.

I modsætning til planterne gav naturen ikke svampene det mirakuløse, syntetiserende farvestof klorofyl og begrænsede dermed deres evne til at danne organiske stoffer af kuldioxid og vand ved at udnytte solenergiens enorme ressourcer. Derfor blev de, ligesom andre heterotrofe organismer, tvunget til at udnytte allerede eksisterende organisk stof ved direkte optagelse. I løbet af evolutionen har svampene udnyttet dette tilbud fra naturen fremragende.

Svampe findes over hele jorden, overalt hvor der er organisk stof. Deres brede økologiske amplitude bestemmes af en kombination af morfologiske, fysiologiske og tilpasningsmæssige træk, der er formet gennem en lang evolution. Ud over de steder, hvor levevilkårene er bedst egnede til, at svampe kan trives (skove, parker, haver, jord), findes de på de mest uventede steder – i permafrostzonen, i dybe, mørke underjordiske rum, huler og grotter, i bjerge over skyerne, i tørre ørkener og i havenes dyb.

Faktisk er svampe slet ikke så ubevægelige eller svage; til tider er de endda ganske truende og skræmmende. Landmænd, gartnere, blomsteravlere og skovbrugere konfronteres næsten konstant med sygdomme forårsaget af parasitiske svampe, som påfører dem en lang række tab.

Når fusariumsygdomme afkorter vintersædens liv i rodhalszonen, bliver skaden først synlig om foråret, når der i markerne med grønne skud dukker striber af gulnede pletter op. Selv hvis der alligevel vokser et korn, nok så sølle, egner det sig hverken til føde eller foder. Blade og frugter på kål, kartofler, tomater og andre grøntsager hærges af antraknose. Ikke mindre grusomme, blot sværere at få øje på, er verticillium-visnesygdommene, som kvæler planterne ved at få dem til at visne. Og så er der de "søde" skurvsygdomme, rustsvampe, brandsvampe og især meldugsvampe – hvor stor skade de gør, eller hvor fuldstændigt de ødelægger frugt, korn, grøntsager eller kimplanterne til en fremtidig skov. Det er svært overhovedet at beregne. Rigtig mange mennesker og dyr lider under dem (især i varme lande).

Hertil kommer, at der findes mange beretninger om parasitiske svampe, som efter at være kommet ind i biblioteker, museer og arkivmagasiner, ubarmhjertigt ødelægger værdifulde kunstværker, bøger og dokumenter, der har overlevet i århundreder eller længere, mens de tilfredsstiller deres livsnødvendige behov, og som beskadiger det mest værdifulde udstyr. De ødelægger huse, nedbryder broer og er med til at sænke skibe. Om disse svampe talte især fortidens sømænd med stor uvilje, for de sænkede ofte deres træskibe. Er et menneske forudseende og opfindsomt, er døren naturligvis lukket for farlige svampe, og de tab, de forårsager, er små.

På den anden side danner mange svampe værdifulde medicinske og ernæringsmæssige stoffer: antibiotika, vitaminer, vækststimulerende stoffer, enzymer, organiske syrer, proteiner, fosfor, kalium osv. Læger og farmakologer har længe interesseret sig for dette; for eksempel ophøjede penicillin alene, som har reddet millioner af liv, svampene, som for at sone den skade, dets slægtninge har forvoldt, og henledte særlig opmærksomhed på dem. I dag kendes omkring 1000 svampestoffer med antibakterielle og antivirale egenskaber eller biologisk aktivitet, og deres medicinske egenskaber undersøges intensivt.

Biologer (skovbrugere, landmænd, gartnere) har interesseret sig for nyttige svampe, der ødelægger insekter – og endda svampe – som er skadelige for afgrøder på marker, i frugtplantager, køkkenhaver og skove. De gør med held brug af deres tjenester. Det ville være svært at forestille sig, hvordan brød- og kagebagere, alle kokke, bryggere og vinbønder skulle klare sig uden gær. Og hvilket vidunderligt arbejde gør svampene ikke i jorden, hvor de løsner den og beriger den med humus.

Og skoven (som siden tidernes morgen har givet mennesket ly, klædt det, mættet det og beskyttet det mod ulykker) er en kompleks levende organisme, hvor harmoni og orden mellem planter, dyr og især svampe er blevet etableret gennem millioner af år. Skoven og svampene er som uadskillelige tvillinger, der ikke kan leve uden hinanden. Hvert år falder der fra 2 til 10 tons eller mere nåle, blade, kviste, grene og væltede træer ned på hver hektar skovbund. Her indtager svampene som igangsættere af nedbrydningen af lignin en helt særlig plads – de er naturens sande renovationsarbejdere. Hjulpet af sol, regn og bakterier, protozoer, insekter og andre små dyr forvandler de i løbet af få år eller endnu hurtigere ikke kun nedfaldent affald, men også stormfældede træer, stubbe og endda fint byggetømmer, der er efterladt uden opsyn, til løs skovjord. Nogle litteraturkilder hævder, at helt op til 80 procent af plantearterne ikke ville kunne vokse godt uden symbiose med svampe eller endda ville sygne hen.

For eksempel ville orkidéer ikke engang kunne skyde en kimplante uden en svamp, og måske ville mennesker selv i dag aldrig have set disse vidunderlige planters blomster.

Og Karl Johan-svampe, orange skælrørhatte, velsmagende mælkehatte, kantareller og mange andre spiselige og giftige svampe vokser kun i ly af eg eller birk, fyr eller gran og visse andre træer.

Svampene er altså, kan man sige, en del af selve skovens organisme og er fortsat vigtige både for skoven og for mennesket. Og i naturens samlede stofkredsløb deltager de aktivt ikke kun i nedbrydningen af organisk stof, men også i dets fornyelse.

Palæomykologer hævder, at de første, simpleste svampe opstod på jorden ved de levende organismers daggry (i arkæikum), for omkring 800 millioner år siden, og mykorrhizasvampene for 265 millioner år siden.

Svampenes verden er stor og mangfoldig. Svampe varierer meget i størrelse – fra dem, der er usynlige for det blotte øje, til dem, der vejer et dusin eller endda flere dusin kilo – og i levevis. Deres mangfoldighed og udbredelse er særlig dårligt undersøgt. Makromyceterne, og især hatsvampene, er dog, måske fordi de er større og mere synlige, de bedst undersøgte svampe. I Litauen er der registreret omkring 2500 arter af makromyceter.